Hvad skal jeg spise?
Japan er blandt andet kendt for sushi, kobekød, soba- og udon-nudler, ramen, onigiri samt et væld af lækre desserter. Mange spisesteder specialiserede sig i ét område og serverer kun sushi eller kun udon-nudler. Det gør at kvaliteten er i top – men det kan også gøre det lidt sværere at blive enige om hvor man skal spise. Af drikkevarer finder du både matcha (grøn te) og kaffe overalt, og kvaliteten er god. De kolde drikkevare finder du i de mange kiosker og automater, som er over alt. Der er ofte plastikfigurer eller billeder foran spisestederne, så du nemt kan se hvad de har på menuen.

På Instagram kan du finde mange opslag om mad, der trender i Japan. Det er ofte farverige desserter eller velsmagende streetfood. Nogle gange er der noget om hypen, og andre gange ser tingene bare bedre ud online. De fluffy kæmpepandekager var mere en oplevelse end reelt velsmagende. Du kan også bruge Pinterest, til at søge efter trendy spisesteder og lækre retter.
Er du mere til old school metoder? Så smut forbi biblioteket og lån Tokyo for Foodies. Bogen giver en grundig introduktion til retter og spisesteder i Tokyo.
Hvor finder jeg mad?
Selvom der er mad overalt, kan det være overraskende svært at finde spisestederne. Det skyldes, at de ofte ikke ligger i stueetagen, som vi er vant til i Danmark. Så du skal kigge op og ned i bybilledet for at finde spisestederne – mange spisesteder findes i kælderen (især i shoppingcentre) eller på de øvre etager i butiksgaderne. Du skal ofte gå ind i de små mellemrum mellem butikkerne i stueetagen, for at finde trappen eller elevatoren til spisestederne. Det kan virke en smule utrygt, men langt de fleste steder i Japan er sikre at færdes.

Inden du går i panik over om du vil være i stand til at finde spisestedernr, så vid at du altid kan finde mad i 7-Eleven, Lawsons og Familymart. Samlet går de under betegnelsen “konbini”, som på dansk svare til et mini-supermarked eller en kiosk. Der ligger nærmest en konbini på hvert gadehjørne i de store byer. Så du kommer ikke til at gå sulten i seng, og det er sjovt at udforske deres udvalg. Prøv deres Onigiri med forskelligt fyld, eller sandwich med æggesalat, hvis du vil have et sikkert hit.
At spise med børn
I Japan elsker man børn, men de spiller en mindre fremtræden rolle i det offentlige rum end i Danmark. Børn opdrages, fra en tidlig alder, til at være meget selvstændige, og udvise respekt for andre. Det betyder at du sagtens kan tage børn med ud at spise, hvis de kan sidde stille og ikke larmer under måltidet. Selvfølgelig findes der også mere børnevenlige spisesteder, fx er der masser af familier hos Kura Sushi.

I Japan er det ikke kutyme at dele maden med mindre retten er designet til det fx Shabu-Shabu hotpot. Børn under 6 år kan dog ofte dele mad med andre, uden at det vækker opsigt. Har du brugt dine spisepinde til at spise, og skal tage et stikke mad fra et fad? Så brug den ende som du ikke har spist af.
Er dit barn fan af nuggets? Så er der som regel en McDonalds eller en konbini i nærheden, so m har friturestegt kylling. Inden du rynker for meget på næsen af at skulle på en amerikansk kæde som KFC eller McDonalds, så kan jeg afsløre at det er en oplevelse. Menukortet er anderledes end i Europa, og du spiser sammen med de lokale.
Du vil også kunne finde afslappede spisesteder i shopping centre, hvor der typisk er en foodcourt i kælderen. Spiser du ved en street food bod, så husk at blive stående ved spisestedet mens du spiser og ikke gå rundt og spise.
Vegetar eller veganer?
Det er en udfordring at være vegetar og veganer i Japan, da mange retter indeholder fisk eller kød. Samfundskulturen er kollektiv, hvor individet tilpasser sig samfundet og ikke omvendt. Derfor kan du ikke bare bede om at få retten uden kylling, eller med grøntsager i steder for oksekød. Japan har ikke den samme skarpe tilgang til om en ret er vegetarisk eller ej, som i Danmark. Du kan godt se en restaurant reklamere med “vegetarisk curry” hvor selve sovsen er lavet på oksekød. Så er du striks med ikke at indtage kød eller fisk, så skal du på forhånd undersøge hvilke retter der typisk er vegetariske. Du kan downloade appen Happy Cow som kan hjælpe med at finde vegetariske og veganske spisesteder.

Et par sikre valg til vegetarlisten: Tokyo Soup Stock har et par vegetaretter markeret med et grønt blad. Kura Sushi har sushi ruller med agurk eller daikon (radise) og konbini butikkerne har sandwich og onigiri (ris-trekanter) uden kød. Starbucks har en lækker vegetarisk svampe- curry-wrap, som jeg kan spise morgen, middag og aften. Sidst jeg besøgte McDonalds, havde de ingen vegetarretter.
At reservere bord
De fleste steder behøver du ikke reservere bord, du stiller dig bare i køen eller trækker et kø-nummer i automaten. Skal du spise på en fin restaurant, så kræver det typisk reservation, nogle gange flere måneder i forvejen. På vores første tur til Japan, ville vi gerne spise på Misono i Kyoto, og opleve hvordan maden bliver grillet direkte ved bordet. Deres reservation krævede en bekræftelse via telefon, og de talte ikke engelsk. Igennem vores rejseselskab, fik vi deres lokale repræsentant til at klare opkaldet for os. Du kan også prøve at bede hotellet om at ringe og bekræfte din reservation for dig, men det er ikke alle receptionister der taler flydende engelsk. Er du i nærheden af restauranten et par dage før, kan du også selv gå forbi og bekræfte reservationen.

Så hvis du booker bord, så husk at læse bekræftelsen og tjek om der er behov for at reservationen bekræftes efterfølgende. Heldigvis er de japanske hjemmesider ofte meget informative, og du vil kunne finde svar på de fleste spørgsmål online. På Misonos hjemmeside, har de svaret på stort set alt omkring maden, opførsel ved bordet og reservation af mad.
Findes hjemmesiden ikke på engelsk? Så husk at du kan få Google Chrome til at oversætte til dansk eller engelsk. Typisk er oversættelsen til engelsk mere præcis. Du finder oversættelsesikonet i højre side af adressefeltet, eller du kan højreklikke et vilkårligt sted på hjemmesiden og vælge oversæt.
Gå på opdagelse i den lokale mad

Du finder små spisesteder overalt i Japan, fra underjordiske Ramen Alley på Tokyo Station, til de små gyder omkring stationerne. Så følg din næse, og gå efter det der dufter godt. Er der kø, så er det et godt tegn på at maden smager godt, og at det vil være ventetiden værd.
Vil du vide mere om hvordan du håndterer spisepinde og toiletslippers? Så lær mere her.