Gårute i det vestlige Tokyo: Shibuya; Harajuku, Meiji og Shinjuku

I det vestlige Tokyo finder du det mangfoldige Shibuya, hvor de unge samles. Shinjuku er det moderne Tokyo med masser af neonlys og fest. Området byder også på den enorme Yoyogi Park og det smukke Meiji-tempel. Gåturen er cirka 7 km og egnet for alle.

Morgenkaffe på Starbucks og besøg i Harajuku

Start dagen med at kigge på morgentrafikken fra Starbucks med udsigt over Shibuya Crossing, som nok er verdens mest travle fodgængerkryds. Du kan udforske det trendy Shibuya, som især tiltrækker unge mennesker. Fortsæt til shoppegaden Harajuku og spot lokale i deres mangainspirerede tøj. Der er ofte rigtig mange mennesker på hovedgaden, men sidegaderne er knap så besøgte. Undervejs kan du styrke dig på en instagramvenlig snack som regnbuefarvet candyfloss eller pandekager med dekadent fyld.

Pandekager med topping i Harajuku i Tokyo
Tori port i brunt træ i Yoyogi parken i Tokyo

Når du har fået nok af menneskemængden, så gå til Yoyogi Park og nyd freden blandt de store træer. Gå gennem de kæmpestore og imponerende torii-porte, og fortsæt op til Meiji Helligdommen. Det er et shintotempel, som er bygget til ære for den afdøde kejser Meiji og hans hustru. Du kan købe en spådom for 100 yen ved templet – hvis den er god, tager du den med; hvis den er dårlig, efterlader du den ved templet.

Meiji helligdommen i Yoyogi Park bruges stadig af de lokale, så husk at rense dine hænder ved vasken før indgangen.

Udsigt over Tokyo og lokal frokost

Fortsæt videre gennem parken og op til Shinjuku, som er det område, de fleste forbinder med Tokyo. Inden du fortaber dig i neonlysene, så besøg Tokyo Metropolitan Government Building North Observation Deck. Tag elevatoren op til 45. sal og nyd udsigt over byen. Spis frokost sammen med de lokale forretningsfolk – bare følg strømmen af folk i jakkesæt, når de går ned i kældrene til food courts i de nærliggende skyskrabere.

Slut dagen af med neonlys, feststemte mennesker og måske en øl i Memory Lane, som også har det mindre flatterende øgenavn Piss Alley. Området består af mange små barer og spisesteder, som ofte kun har én ting på menukortet. Spørg “English OK?” inden du går ind, da det ikke er alle steder, der serverer for turister.

Turen hjem fra Shinjuku

Du kan tage toget eller bussen fra Shinjuku Station hjem til hotellet. Ca. 3,6 millioner mennesker passerer dagligt gennem Shinjuku Station, og der er 200 forskellige indgange at vælge imellem – men det er muligt at finde det rigtige tog, i hvert fald efter et par forsøg. Hvis du farer vild, så er der masser af muligheder for at shoppe og få noget at spise på en af de mange underjordske etager. Du kan spørge de ansatte i billetlugerne, hvis du har brug for hjælp.