Bæredygtig turisme og god etikette
Japan har de seneste år oplevet en stor stigning i turisme. Først tiltrak de stor opmærksomhed op til OL i Tokyo som blev udskudt fra 2020 til 2021. Efterfølgende er populariteten kun steget, og i 2024 besøgte 36 millioner udenlandske turister Japan.
Jeg har godt kunnet mærket en forskel fra den første tur til Japan i 2019, hvor ingen talte engelsk og der var flest asiatiske turister, til nu hvor flere lokale taler engelsk og der er flere turister. Er Japan så blevet overfyldt? Nej, der er plads til mange flere turister, men det er værd at overveje at rejse uden for de store højtider eller i august hvor de lokale holder sommerferie. Du kan med fordel bruge dit jetlag til at stå tidligt op, og komme ud og opleve først på dagen hvor der er færre mennesker.
I takt med det stigende antal turister er det blevet endnu vigtigere, at de udviser respekt og kulturforståelse. For at beskytte naturen mod overturisme er der indført en daglig besøgsgrænse på 4000 personer på Mt. Fuji. I Kyotos berømte Geisha-kvarter Gion er flere gader desuden lukket for turister på grund af dårlig opførsel.
Skal jeg så være ekspert i japansk kultur, for ikke at fornærme nogen? Nej, bestemt ikke – du kommer rigtig langt ved at kunne sige få ord på japansk og observere de lokale hvis du er i tvivl om hvordan tingene gøres. Hvis du starter med at sige Sumimasen (udtales su-mi-masen) som betyder “undskyld mig”, inden du spørger om vej/hjælp, så er du kommet langt. De lokale er meget venlige og vil gerne hjælpe dig, også selvom de ikke taler engelsk. Tegnet for “jeg taler ikke engelsk” er at holde sine arme eller fingre op i et kryds – det kan godt virke lidt voldsomt, men det er blot for at vise at de ikke kan kommunikere med dig på engelsk.
De autentiske oplevelser
Japan er de introvertes paradis, her er det helt normalt at rejse alene, at spise alene og du kan bestille mad uden at tale med et menneske. Derfor er Japan oplagt til solorejser, og hvis I er flere afsted sammen, så kan I nemt dele jer op hvis I vil noget forskelligt.
Turen til Japan bliver klart sjovere, når du tør involvere dig og risikere at se dum ud. Det kan virke lidt overvældende at skulle til nøgenbadning med en flok fremmede kvinder i Onsenbade, eller at stille sig op i spilbutikken og give den gas på trommespillet – men det er her de sjove minder opstår. For smukke templer og flotte butikker, kan du jo finde overalt i verden, så kast dig ud i de lokale oplevelser. I min optik, er det lettere at udforske nye steder til fods, for så kommer du forbi steder du aldrig ville have set, hvis du bare tog toget mellem de store attraktioner. Jeg har fundet flere smukke templer, hvos der ikke har været andre turister, ved bare at vandre rundt i Tokyo uden en guidebog i hånden..

De uskrevne regler
Tips til at være en vellidt turist

Guide til onsen bade
Kunsten at bruge et offentligt bad uden at blive til grin.

Do og Don´t Mad & drikke
Lynguide til spisepinde, vegetarretter, og hvorfor du ikke må spise på gaden.